Helt eller ej
Fortællerren er en præst og kaldes sammen
med hans kone for par ”c”, i deres venskabelige trekant ”CLH” med de andre to
par. Fortællingen fortælles i retrospekt, år efter døden af løjtnant H og
selvmordet af Doktor L, på et tidspunkt hvor han støder ind i doktorens enke
(fru L). Denne oplevelse gør, at hans følelser og tanker dukker op igen, og at
han delvist i vrede/delvist i et forsøg på at overbevise sig selv, og andre, om
hans uskyld i historiens gang. Men ligesom i en redegørelse i en retssag,
afslører han ubevidst mere og mere, som gør at læseren pålægger ham skylden.
Han
er en utrolig utroværdig fortæller, der er både dobbelt moralsk og jaloux
omkring fru L, hvilket får ham til at beskrive meget subjektivt. ”Dersom lighed
i Caracteren skulle være betingelse for ægteskabelig lyksalighed, burde vi sex
mennesker have været anderledes parrede… ” Denne jalousi bunder i at han i
virkeligheden, gerne vil ende med at være sammen med jomfru W/fru L/elise, og
da dette ikke er muligt, bebrejder han hende for at være en dårlig tøs, endda
sammenligner han hende med en vampyr. ”…; og dog laae der i dette blide,
lidenskabsløse ansigt noget forborgent, noget fordægtigt:…”
Historien fortælles
bagud og der lægges stor vægt på små detaljer, der har utrolig stor betydning
for resten af historien og læserens opfattelse af den selv samme. Siden det er
præsten, som er fortælleren, prøver han at overbevise hans læsere om at han gør
det helt rigtige for hans venner uden tanke på sig selv. Men, hvis man kigger
på hvad der rent faktisk sker, kan vi se at historien er en helt anden. ”Jeg
drog Doctoren med mig hen til vinduet, jeg vilde forhindre ham fra at høre og
lægge mærke til mere:” I at han prøver, ifølge ham selv, at stoppe doctoren fra
at fatte mistanke om hans kones utroskab, fremstiller han sig selv som et godt
menneske. Dog, fører han i virkeligheden doktoren hen til vinduet, hvorfra han
ved man kan se hen mod den skjulte passage, som løjtnant H’s kone i selv samme
øjeblik er henne for at finde.
Du har helt ret! For at forstærke din pointe kan man kigge på Elises breve, som via en anden stemme tydeligt viser at præsten er subjektiv. En anden ting er at præsten selv siger "Jeg hørte vel kun halve ord men supplerede resten", hvilket viser at han endda drejer de andres ord til sin egen gode.
SvarSlet