Den utroværdige præst

Jeg-fortælleren i historien er uddannet præst, og har altså et prestigefyldt job og er velhavende. Han er gift med sin kone Henriette, og har børn med hende. De bor i byen R, hvor de omgåes med folk af højere social rang. Præsten virker til at være en vellidt mand, han er hjælpsom og vil gerne have at alle omkring ham har det godt. Derudover virker det også som om at han lever et godt liv. I løbet af fortællingen får vi dog en fornemmelse af at præsten nærer romantiske følelser for deres nabos kone, Elise. Han beskriver hende i starten som en blid, charmerende kvinde, men efter at hun indleder en affære med en anden af deres naboer, H, beskrives hun som værende samvittighedsløs og overfladisk. Altså kan vi tolke det som om at præsten er meget jaloux og derfor vender hans forelskelse sig til at være fjendtlighed.

Præsten er opfører sig meget dobbeltmoralsk i historien. Da hans kone fatter mistanke om affæren mellem Elise og H, bliver han ved at sige at hun tager fejl og at hun ikke skal dømme andre på den måde. Også da majoren bliver syg og fortæller alt om sit forhold til Elise, bliver præsten ved med at tale i mod dette. Det virker som om han ikke vil se sandheden i øjnene.

 Jeg-fortælleren virker upålidelig, idet at han springer meget i tid og i detaljegraden af hans fortælling. Derudover får vi også fortalt det foregående trekantsdrama igennem en som ikke selv er direkte involveret i det. En anden ting at bide mærke i er at karaktererne der indgår i fortællingen er tilslørede, idet de ikke bliver nævnt ved navn.

Man kunne forestille sig at jeg-fortælleren fortæller denne historie, da han har brug for at lette sit hjerte, da han jo i mange år havde kendskab til Elise og H’s affære, men ikke reagerede på denne viden. Han har i lang tid set igennem fingre med det utroskab som han vidste fandt sted, men har altså undgået sandheden, indtil han nu fortæller den i historien. Nu da han fortæller historien vil han gerne have Elise til at virke skyldig, og ham selv til at fremstå som en uskyldig iagttager. 

Kort Om P.

Hovedpersonen i ”Sildig Opvaagnen” er præsten Wilhelm der beretter om en hændelse der er hændt ham og hans venner. Han vil stoppe rygterne og fortælle sandheden.

Han er en person der vil det bedste for alle. Han indrømmer dog at han finder doktorens kone Elise betagende, det er dog skjult i teksten.  Imens er han en smule dobbelt moralsk om hende ved først at kritisere hende hvor han derefter siger at de ville passe bedst sammen. Han forsøger flere gange at tysse folk ned omkring hele affæren, da han gerne vil have at de alle kan leve i fred sammen. Han er derfor højst sandsynligt en person der ikke kan lide når noget går galt og ødelægger freden og idyllen, men hvem kan også det. Han er en person der helst vil holde sine lyster indenbords og holde sig på dydens vej i et fredeligt miljø, han er jo guds højre hånd. 

Jalousi som drivkraft

Præsten er en vores fortæller.  I begyndelsen af hans fortælling vil han gerne være sammen med Elise. Dog er det tydeligt at han som en konklusion til hans historie finder en vis afsky over for hende som gør at han ofte får udstillet Elise som den syndige. Dette får ham til at virke som en upålidelig fortæller, da hans beskrivelse af situationerne er meget farvet af hans opfattelse af personerne.  Han holder også mange detaljer skjult for læseren. Bl.a. giver han os små spor på hvem den rigtige far til Elises ældste døtre er, og han holder det åbent nok til at vi kan mistænke alle tre mænd  i historien.

Præsten giver Elise skylden for alt det onde der er hent doktoren, han siger for eksempel at han mindes at hun havde opfordret ham til at de skulle holde et maskebal. På trods af dette, vælger præsten at holde utroskaben hemmeligt og prøver endda, at overbevise de andre om at det ikke er fundet sted og at majoren blot taler i vildelser pga. feberen. Alligevel mærker vi at Præsten er jaloux på både majoren og doktoren, over at de begge har mærket Elises kærlighed. Dette kan også være grunden til at han giver hende skylden for alt og beskriver hende som en vampyr der suger livet ud af stakkels mænd. Præsten fremstiller sig selv igennem novellen, som uskyldig. Selvom om han på mange måder har stor indflydelse på selve handlingen og kunne principielt have givet situationen at andet udkom.

Den søde søvn

Præsten, som er jeg-fortælleren, er velhavende, har et prestigefyldt job og omgås mennesker af en højere social rang (majoren/kaptajnen og doktoren). Han har tilsyneladende et velfungerende liv med kone, børn og en tæt vennekreds. Problemet er bare, at han er ”forelsket” (betaget af, fascineret af) sin bedste ven doktorens kone, Elise. Han mødte hende, da de begge var forlovede, dog ikke offentligt, og her mente han, at hun flirtede med ham: ”Hun smiilte, neppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk paa mine Fingre”. Man mærker her, at han langt fra er sikker i sin udtalelse, da han bruger ord som ”troede” og ”sagte”, men alligevel kalder han hende en ”coqvette” og ”skøge”. Senere i historien påstår han så, at han og hende ville passe bedre sammen end med deres ægtefæller, og læseren fornemmer, hvor utroværdig en fortæller han er. Da affæren er ved at blive afsløret, prøver præsten tilsyneladende at skåne hans ven doktoren: ”Jeg drog Doctoren med mig hen til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra at høre og lægge Mærke til mere”. Men lige forinden dette havde præsten set, majorens kone gå ud for at finde den hemmelige gang til lysthuset og han vidste derfor, at doktoren ville opdage dette ud af vinduet. Altså viser hans handlinger det modsatte end det han siger. Dette ses også i forhold til doktorens selvmord. Præsten siger selv, at han fornemmede, at doktoren måske ville gøre noget alvorligt, men alligevel går han hjem og sover over sig, så han ikke kan nå at stoppe ham. Han siger endda selv, at ”ingen af Mine nænnede at forstyrre denne hvile” hvilket virker underligt for én, der frygter for sin bedste vens helbred. Hans handlinger skyldes altså jalousi, og i virkeligheden forværrer han situationen, måske ikke 100 % intentionelt og bevidst, men på grund af en stærkere indre kraft.

Grunden til, at han fortæller historien mange år efter hændelsen, er fordi han mødte Elise igen og hans fascination dukkede derfor op på ny, og han følte for, at fortælle historien. En anden grund kunne være, at han prøver at overvise læseren om hans uskyld, fordi han har skyldfølelse over, hvad der skete og at han ikke kunne stoppe det. Han skriver historien som om, han for det meste er en iagttager, men i virkeligheden er han selv en meget større del af handlingen end han beskriver.  

Præsten levet et velfungerende liv udadtil, men inderst inde er han dybt jaloux på sin bedste vens ægteskab med Elise. I hans forsøg på at ”hjælpe” forværrer han situationen, og i virkeligheden har han urene intentioner om, at ødelægge deres ægteskab. Da doktoren er på randen til et sammenbrug tager præsten hjem og sover en lang, sød søvn imens hans bedste ven begår selvmord. 

Skjulte motiver

Jeg fortællerne i ”Sildig Opvaagnen” heder Vilhelm og er præst. Han er præst for doctoren som er hovedpersonen i novellen. Selvom novellen er fortalt i en jeg-fortæller, er fortællerne en ydre fortæller. Præsten er både den person som ser konflikten udefra men han er også en del af historien. Vilhelm er foragtede da Elise giver en hemmelighedsfuldt håndtryk selv om hun er forlovet til Lægen.  På tros af det forstiller Vilhelm sig en verden hvor han er gift med Elise og Majoren med hans kone, Henriette, og lægen skulle være sammen med Charlotte, som er Majorens kone. Vilhelm er nok misundelige på majoren over at det var han Elise valgte at have en affære med, det er også kun Elise og majors, Frands, fornavne der ikke er skjult. 

Præsten med skjulte motiver

På den ene side er Præsten en fortæller udefra, men på den anden side er han også involveret i den historie, som han fortæller. Han omtaler Elise, som værende en skøge og fremstiller hende generelt i et meget negativt lys. Man kan forestille sig, at han gør det, fordi han er jaloux over at han ikke er gift med Elise. ”Mit jevne humør, min naturlige Sathed, som ved min Stands Værdighed fik en fastere Holding, matte da have forbundet mig med Frue L” s. 369 l. 34.

Præsten fremstiller sig selv som en ”god mand”, dette ses blandt andet i følgende citat: ”Jeg kan forsikre, at hverken mit Hjerte eller min sanselighed kom herved i mindste bevægelse, kun min forfængelighed fandt sig behageligt smigret. ” (Dette siger han efter at Elise, har trykket hans hånd til ballet.) På trods af denne fremstilling modstrider hans handlinger flere gange den beskrive, som han foretager af sig selv. Præstens handlinger er ikke altid gode. Først lyver han over for Frue H og doctoren, i det han ikke fortæller om, hvad han har set mellem Frue L og Majoren. Dernæst sover han sover han og sig, og derfor er han der ikke, til at forhindre Doktoren i at tage sit eget liv. Man kan spørge sig selv, om han sov over sig med vilje? Hvis han var jaloux på Doktoren over, at han var gift med Elise, så ville det vel være en fordel for ham, hvis ikke doktorne var i live mere?

Præsten fortæller formentlig historien, for at klarlægge hvorfor doktoren tog livet af sig selv. I den forbindelse forsøger han, at få det til at virke som om, at præsten selv ikke bærer nogen skyld, men at det udelukkende er majoren og Elise (især Elise), som bærer ansvaret. Han får altså fremstillet Elise som skurken, men hvad med ham selv? Bærer han ikke en del af skylden, for at doktoren tog livet af sig selv?