Når jalousi fører pennen

Præsten bor i en lille dansk by sammen med sine nærmeste venner, læge L. og major Frands. Han er spidsborgerlig, om end ikke rig, og lever et idyllisk liv med kone, Henriette, og børn. Lægen er gift med Jomfru Elise, majoren er gift med Charlotte. Præsten har lige fra starten været forelsket i Elise, betaget af hende. Han har observeret alle hendes bevægelser, hvordan hun opfører sig, og synes der er noget hemmelighedsfuldt ved hende. Det at lægen er gift med hende og majoren har en affære med hende gør ham jaloux og bitter, og drejer hans forelskelse til fjendtlighed.

            Præsten har valgt at skrive denne historie med tilslørede karakterer. Alle bliver nævnt ved forbogstav i stedet for fulde navn, måske i et forsøg på at sløre deres identitet, og hans egen med. Han ser den fra sit eget perspektiv, men siden han modellerer hvad historiens personer siger, er han meget upålidelig som fortæller: ”Jeg hørte vel kun halve ord men supplerede resten”. Det lader til at hans motiv for at fortælle denne historie er at få Elise til at virke skyldig i sin mands selvmord. Han prøver at fremstå oprigtig og tager mange ’ægte’ detaljer, for eksempel Elises breve, men dette ender blot med at slå bagslag ved at vise historien fra en anden vinkel end hans egen. Derved mister han sin troværdighed og bliver, af læseren, opdaget i sin ugerning. Det er tydeligt lige fra starten at han vinkler alle handlinger så Elise fremstår som den onde - hun har fået ham til at arrangere maskeballet, hun er følelseskold og leger med lægens følelser. Det sidste bliver modbevist i hendes breve, hvor hun udviser ægte kærlighed over for majoren og endda overvejer at stå frem i lyset med affæren.