Den søde søvn

Præsten, som er jeg-fortælleren, er velhavende, har et prestigefyldt job og omgås mennesker af en højere social rang (majoren/kaptajnen og doktoren). Han har tilsyneladende et velfungerende liv med kone, børn og en tæt vennekreds. Problemet er bare, at han er ”forelsket” (betaget af, fascineret af) sin bedste ven doktorens kone, Elise. Han mødte hende, da de begge var forlovede, dog ikke offentligt, og her mente han, at hun flirtede med ham: ”Hun smiilte, neppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk paa mine Fingre”. Man mærker her, at han langt fra er sikker i sin udtalelse, da han bruger ord som ”troede” og ”sagte”, men alligevel kalder han hende en ”coqvette” og ”skøge”. Senere i historien påstår han så, at han og hende ville passe bedre sammen end med deres ægtefæller, og læseren fornemmer, hvor utroværdig en fortæller han er. Da affæren er ved at blive afsløret, prøver præsten tilsyneladende at skåne hans ven doktoren: ”Jeg drog Doctoren med mig hen til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra at høre og lægge Mærke til mere”. Men lige forinden dette havde præsten set, majorens kone gå ud for at finde den hemmelige gang til lysthuset og han vidste derfor, at doktoren ville opdage dette ud af vinduet. Altså viser hans handlinger det modsatte end det han siger. Dette ses også i forhold til doktorens selvmord. Præsten siger selv, at han fornemmede, at doktoren måske ville gøre noget alvorligt, men alligevel går han hjem og sover over sig, så han ikke kan nå at stoppe ham. Han siger endda selv, at ”ingen af Mine nænnede at forstyrre denne hvile” hvilket virker underligt for én, der frygter for sin bedste vens helbred. Hans handlinger skyldes altså jalousi, og i virkeligheden forværrer han situationen, måske ikke 100 % intentionelt og bevidst, men på grund af en stærkere indre kraft.

Grunden til, at han fortæller historien mange år efter hændelsen, er fordi han mødte Elise igen og hans fascination dukkede derfor op på ny, og han følte for, at fortælle historien. En anden grund kunne være, at han prøver at overvise læseren om hans uskyld, fordi han har skyldfølelse over, hvad der skete og at han ikke kunne stoppe det. Han skriver historien som om, han for det meste er en iagttager, men i virkeligheden er han selv en meget større del af handlingen end han beskriver.  

Præsten levet et velfungerende liv udadtil, men inderst inde er han dybt jaloux på sin bedste vens ægteskab med Elise. I hans forsøg på at ”hjælpe” forværrer han situationen, og i virkeligheden har han urene intentioner om, at ødelægge deres ægteskab. Da doktoren er på randen til et sammenbrug tager præsten hjem og sover en lang, sød søvn imens hans bedste ven begår selvmord.